Bjerggade 30, 6400 Sønderborg

Et stykke Sønderborg-historie, nænsomt forfinet til moderne liebhaveri

Midt i Sønderborgs gamle bydel, med slottet og havnefronten som nabo, finder du dette udsøgte, gennem renoverede pakhus fra 1740. Her forenes historie, håndværk og luksus i en helt særlig klasse, der ikke blot er blevet officielt påskønnet én, men hele to gange.

Allerede udefra står huset som et smukt vidnesbyrd om områdets kulturarv. Murværket er malet i klassisk okkergul, som elegant fremhæver bygningens proportioner. Vinduerne beskyttes af skodder malet i en klassisk vogngrøn farve, der smukt komplementerer den okkergule facade. Bag pakhuset gemmer sig en privat, brolagt gårdhave med et figentræ af en størrelse, man sjældent ser i Danmark. Et levende bevis på, at både sol og læ hersker i gårdhavens miljø. I forlængelse af gårdhaven ligger et charmerende orangeri, der forlænger sommerens aftner langt ind i sensommeren. Orangeriet er smukt anlagt mellem pakhusets hovedbygning og tilstødende anneks.

I stueplan finder du entré, badeværelse og husets soveværelser. Her er soverum til hele familien og med praktisk adgang til badeværelset. Fra fordelingsgangen bliver du ført ned i husets store kælder, med mange muligheder for opmagasinering, vaskekælder mm.  

Når du følger trappen op til første sal, mærker du for alvor pakhusets sjæl. Her åbner sig et storslået opholdsrum med Dinesen plankegulve og vinduer, der bevarer husets originale udtryk. Inde i stuen finder du et ganske særligt minde og tydelige spor efter Sønderborgs dramatiske fortid. Under kampene i 1864 rammer en kanonkugle huset og efterlader et skudmærke i én af husets kraftige bjælker. Skudmærket ses stadig og det helt specielle er, at kanonkuglen der ramte huset, er bevaret og ligger i dag på selve bjælken til evig erindring om krigen i 1864.

Fra stuen fortsætter du op til en hems, der giver et spektakulært vue over rummet.  Hemsen er et perfekt sted til ro, læsning eller fordybelse.

I forlængelse med stuen træder du ind i husets hyggeligt køkken, hvor kvalitet og funktionalitet går hånd i hånd. Fra køkkenet er der udsigt gennem Store Rådhusgade til Rådhustorvet, hvor du finder Sønderborgs pulserende liv.

Fra køkkenet kommer du til et helt særlige rum med et spektakulært vue: et åbent galleri i pakhusets fulde højde. Hvor lys, rummelighed og historie smelter sammen i ét fantastisk rum. Historien er bogstaveligt talt ridset ind i murstenene og vidner om stille ekkoer af mennesker, der dengang havde deres gang i huset. Var det soldaterne fra 1864, der fandt ly og varme her efter rædslerne ved skanserne? Eller var det måske ansætte, søfolk eller unge kærester, der i hemmelighed forevigede sig selv i husets mursten? Du ville få svaret, hvis væggene kunne tale. I stedet må du lade fantasien vandre i husets levende historie.

Galleriet, der tæller som erhvervsareal, er tidligere anvendt som fotostudie, men her er potentiale til alt fra atelier til kontor. Eller blot et unikt, privat opholdsrum til dig og din familie.

Dette pakhus er et stykke kulturarv, forfinet med respekt for historien og med øje for detaljen, skabt til den, der søger noget ud over det sædvanlige.

Sådan fordeler boligens m2 sig:

Boligareal 237 m2, erhvervsareal 175 m2

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.